Mental sundhed - naturlige reaktioner på unaturlige situationer
Af Merete Laubjerg, tidligere forsker i adoption ved Københavns Universitet. Foto: Privat udlånt
Korea Klubben har spurgt mig, om jeg vil skrive en artikel om den forskning, som handler om adopteredes mentale sundhed eller mangel på samme – gerne med grafer og tabeller. Det er ikke en let opgave, foret menneskes mentale sundhed kan ikke gøres op i tal og kurver.
Udover kvantitativ og kvalitativ forskning og observationsstudier, så er vidnesbyrd, erfaringer og anden viden med til at give et samlet billede af emnet - men kun hver enkelte adopterede kan give sit eget oprigtige svar på spørgsmålene: ”Føler jeg mig godt tilpas, er jeg glad og tilfreds, trives jeg, føler jeg at livet og adoptionen er retfærdig mod mig? Har jeg samme rettigheder og muligheder, som andre, der ikke er adopterede? Har jeg været nødt til at få hjælp fra en psykolog, sjælesørger eller anden alternativ behandler? - Har jeg altid en indre ’uforklarlig’ tyngde med mig, som en sorg, der ikke forsvinder, selvom jeg har taget mit livsvilkår på mig?”
Udfordringer og specielle forhold for den adopteredes mentale sundhed og trivsel begynder med en beskrivelse af nogle af de forhold, der adskiller den adopterede fra den ikke-adopterede. Men først: hvad er definitionen på mental sundhed?
Mental sundhed
Sundhedsstyrelsen beskriver ”Mental sundhed er en tilstand af trivsel, hvor det enkelte menneske kan udfolde sine evner, håndteredagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber med andre mennesker. Mental sundhed er altså ikke kun fraværet af psykisk sygdom, men består også af psykologiske ressourcer og evner, som er nødvendige for at kunne udvikle sig og klare de udfordringer, der dukker op i alle menneskers liv”. Der tilføjes, at ”Mennesker, der over længere tid har dårlig mental sundhed, har højere risikofor at udvikle somatisk såvel som psykisk sygdom (bl.a. hjertekarsygdom, depression og angst), og de dør gennemgående tidligere end mennesker, der trives godt mentalt. Dårlig mental sundhed er hermed en alvorlig og selvstændig ”risikofaktor”…”som kan udvikle psykisk lidelse[1]”
WHO’s beskrivelse af mental sundhed er sammenligneligmed Sundhedsstyrelsens: “Good mental health is related to mental and psychological well-being. Mental health includes our emotional, psychological, and social well-being. It affects how we think, feel, and act. It also helps determine how we handle stress,r elate to others, and make choices. Mental health is important at every stage of life, from childhood and adolescence through adulthood”[2].
WHO skriver også:“Mental health is the foundation for the well-being and effective functioning of individuals. It is more than the absence of a mental disorder; it is the ability to think, learn, and understand one's emotions and the reactions of others. Mental health is a state of balance, both within and with the environment. Physical, psychological, social, cultural, spiritual and other interrelated factors participate in producing this balance. There are inseparable links between mental and physical health”[3].
Moseskomplekset og herkomst
Den førstetransnationale og trans kulturelle adopterede, som vi kender, er hittebarnet Moses.
3000 år før vores tidsregning befalede Farao i Ægypten, at alle jødiske drenge skulle slås ihjel. Antallet af de jødiske slaver var voksende, og han var bekymret for, at de skulle blivestærkere end hans eget folk.
For at frelse sit nyfødte barn lagde en ung jødiskkvinde derfor sin nyfødte søn i en flettet kurv på Nilens bred. Strømmen førte det lille barn hen til Faraos palads, hvor en prinsesse så det lille barn og adopterede ham. Hun kaldte ham Moses – ’den som er trukket op af vandet’. Moses modtog en smuk arv, da han blev adopteret af kongefamilien Farao og voksede op på paladset - og alligevel gjorde han oprør mod det folk, som havde adopteret ham.
Hvis hvert menneske er formet med Freuds Ødipuskompleks[4] , skal den adopterede tilføje ’Moseskomplekset’, som kendetegner hans herkomst. Det infantile hukommelsestab sletter ikke noget: et adopteret barn er altid trukket op af ’de vande’, som tilknyttes hans oprindelige mor, fødselsmoderen. Barnet forbliver ubevidst gennemsyret af de ord, følelser, dufte og lyde, der blev viderebragt af moderen før og efter fødslen.
I min litteraturoversigt: ”Sundhedsmæssige problemer hos adoptivbørn”[5]har forskere beskrevet ’Moseskomplekset’ på følgende måde (4 referencer):
”Gennem de bånd, som skabes mellem den biologiske mor og barnet i fostertilværelsen, opbygger barnet tryghed til omgivelserne og herpå bygges barnets selvtillid. Fra det øjeblik barnet tages fra den biologiske mor dannes det »primære sår«. Den psykologiske bevidsthed om tabet af moderen medfører belastning i form af depression, utryghed, adfærdsvanskeligheder samt følelsesmæssige og kommunikative forstyrrelser(posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD).
Jo tidligere separationen finder sted, desto dybere er såret. Det er påvist, at 50 nyfødte, som blev tilladt 45 minutters kontakt medderes biologiske mor straks efter fødslen, sammenlignet med matchede kontrolgrupper, som ikke havde fået denne tidlige kontakt, efter seks og 12ugers forløb græd mindre og var mindre urolige end børnene i kontrolgruppen. Ligesom mødrene havde større opmærksomhed rettet mod børnene”[6]
Genetik, tillæring, tilblivelse og identitet
Den genetiske hukommelse, altså den ubevidste viden ,som vi får med os fra vores forfædre og -mødre, tæller rundt regnet for 50 % af den værdi, vi bliver som menneske. De sidste 50 % er tillærte fra det sociale miljø, vi vokser op i.[7]
Men hvad sker der, hvis den 50 % genetiske ubevidste viden underkendes, tilsidesættes, ikke får mulighed for at komme til udtryk, komme op til overfladen? Denne person vil have sværere ved at udvikle sig til det harmoniske menneske, det kunne have været – det vil ofte føle, at det er ’tvunget’ til at fremstå som ’en anden’ – og det gælder selvfølgelig for alle mennesker.
Det kan især være svært, når barnet er adopteret fra en fremmed kultur med en anden etnisk oprindelse – en helt anden DNA - og adoptivforældrene adopterer barnet, som ’deres eget’, så bliver det uomtvistelig vanskeligere for den adopterede at ’være den det er’. Det at miste sit sprog, sit navn og sit land, ikke at vide, om man var elsket af sin fødselsmor, hvor hun er, og hvordan hun har det – det ikke at vide hvorfor denne skæbne ’rammer mig’ – dét ikke at have nogen ’fødsels-identitet’ og ingen etnisk identitet at ’spejle’ sig i - hvor er det samfund, det land som er mit, det land og det folk, som jeg helt naturligt er en del af? Alle disse spørgsmål bliver ofte i adoptionsprocessen skubbet ind under gulvtæppet og bliver til underkendte årsager til mistrivsel og mentale udfordringer.
Afsocialisering af og overlevelsesstrategier hos den adopterede
De fleste transraciale adopterede kommer frakollektivt baserede samfund i modsætning til det meget individualiserede danske samfund. En transracial adopteret har ofte været anbragt på et børnehjem inden bortadoptionen. Her har barnet levet et socialt liv blandt etniske landsmænd med et forståeligt sprog og genkendelige dufte – det ophold har givet sociale kompetencer.
Når den bortadopterede kom til Danmark, så har rådgivningen været – og er det måske stadigvæk? - at holde barnet væk fra andre, indtil det får tilknytning til adoptivforældrene, men herved mister barnet mange af de sociale kompetencer, det har fået på børnehjemmet.
Helt små børn og større børn lærer at tilpasse sineoverlevelsesstrategier alt efter, hvad der virker bedst for at opnå tryghed og omsorg – også i et fremmed dansk adoptionshjem. Den amerikanske psykolog Harry Harlow arbejdede med tilknytningsteorier. Han siger, at ” det groft sagt betyder, at du sagtens kan føle en stærk binding til din mor eller far, men ikke have et såkaldt 'trygt tilknytningsmønster' af den grund”. Kig på videoerne med Harlow’s tilknytningsforsøg: https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/boerns-tidligste-tilknytning-har-kaempe-betydning-hele-livet
Kontakt til psykiatrien
I min forskning er der tale om det, man kalder evidensbaseret forskning, fordi alle i en bestemt årrække med en bestemt alder er taget med. (1992-2008; 13.524 adopterede). Min forskning viser også, at adopterede i åbne adoptioner i mere kollektive samfund klarer sig bedre end adopterede i anonyme adoptioner i individualiserede samfund. Det viser sig statistisk set, at de anonyme adoptioner er en risikofaktor (en skadelig faktor) for den adopteredes mentale sundhed. Mit ikke-publicerede materiale viser bl.a., at flere adopterede anbringes udenfor hjemmet, at flere adopterede unge piger får foretaget aborter sammenlignet med ikke-adopterede - og der er flere selvmord blandt adopterede. Dette er bekræftet af publiceret udenlandsk forskning – blandt andre af svenskforskning.
I min registerbaserede forskning om adopteredes kontakt-hyppighed til psykiatrien sammenlignet med ikke-adopteredes kontakt ses det, at adopterede samlet har en kontakthyppighed på 9,2 %, men sikke-adopterede har en kontakthyppighed på 5%. Her er der tale om både nationale og internationale adoptioner, inkluderet adopterede stedbørn. Idetaljerne ses det, at internationalt adopterede til en kernefamilie har 8,6%kontakt til psykiatrien, mens adopterede til en eneadoptant har 6,6%.
I 2017 foretog VIVE, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, en spørgeskema- og registerbaseret undersøgelse om det at vokse op som adopteret i Danmark.[8] Konklusionerne i forhold til psykiatrisk kontakt og anbringelser udenfor hjemmet er de samme som mine .Her blev problemer omkring den adopteredes forståelse af identitet fremhævet.
Den diagnose der oftest stilles i psykiatrien er ‘‘Medfødt eller erhvervet hjernelidelse” (ICD -10: F50 – F99). Jeg ved ikke, om der ligger en scanning af hjernen som bevis for lidelsen, men Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD, som mange adopterede muligvis lider af) kan i mange tilfældeaflæses på en hjernescanning.
Det er beroligende at få sat en diagnose på folk, som er anderledes – at få bevis på, at det ikke er mig selv, der er noget i vejen med. Så bliver det slået fast, at der er noget i vejen med ’den anden’, og så er der noget at handle ud fra – i dette tilfælde: ’handle’ på den adopterede. Så ja, adopterede (og børn og unge placeret udenfor hjemmet, enten det er fødselshjemmet eller adoptionshjemmet), har en større kontakthyppighed til psykiatrien end ikke-adopterede - det er der ingen tvivl om. Men det betyder ikke, at den henviste har en psykisk sygdom!
Hvad nu hvis den adopteredes psykiske eller mentale adfærd er en naturlig reaktion på en unaturlig situation? Forestil jer at vivender situationen ’den anden vej’, og det er den adopterede, som henviser samfundet og systemet til psykiatrien? Hvilke beviser har vi på, at det ikke er den vej, det burde gå?
Sygeliggørelse af den adopterede
Hvor godt udrustede er de danske læger og lægevidenskaben på etniske forskelle, sygdom og sundhed?
Tag for eksempel lactose intolerans. Det er helt unikt at vi i Vesten gennem århundreder har oparbejdet vores kroppe til at danneenzymer, som kan fordøje mælkesukker, altså laktose. Har man ikke dette enzym, så får man voldsomme mavesmerter ved indtagelse af mælk. Det er først fornylig, at læger er blevet opmærksomme på denne tilstand hos adopterede fraSydøstasien, Afrika og Sydamerika.
Desuden ses for tidlig pubertet hos adopterede piger og mangel på D-vitamin hos mennesker med mørk hud, fordi deres krop ikke får samme gavn af solens stråler, som meget lyse mennesker i det danske solfattige klima(manglen giver træthed, søvnbehov, tristhed m.m.). Forhøjet risiko for diabetes og forhøjet kolesterol mm ses hos mennesker, hvis forfædre udelukkende har levet af ris, grøntsager, skaldyr, fisk og frugt.
På mange områder er lægers og samfundets indsigt og forståelse for genetiske og psykiske årsagssammenhænge og naturlige afvigelser hos medborgere af anden etnisk fødsel (end den etnisk hvide danske) misvisende og fører til sygeliggørelse af fuldstændig normale mennesker, hvilket påvirker trivslen og det mentale helbred.
Racisme og dens undergravende effekt
Det lille lykkelige danske samfunds standard for inkludering gælder ikke uden videre for folk af anden etnisk herkomst. I si behov for tryghed og omsorg er det transracialt adopterede barn særligtmodtagelig for racistiske holdninger og adfærd. Det bortadopterede barn harallerede været udsat for voldsom sorg, og barnet fortsætter sinoverlevelsesstrategi ved at efterligne og godkende adoptivfamiliens ogsamfundets strukturelle hverdags racisme.
Kig på DollTest-videoerne på YouTube: ”Doll test – the effects of racism on children” og“White doll- black doll. Which one is the nice doll?”
Vi kender alle fotografier af koreanske, indiske, afrikanske, colombianske (you name it..) børns ankomst i lufthavnen, hvor barnet straks får fremrakt en hvid dukke af velmenende bedsteforældre. Allerede her begynder en stærk afsocialisering af det lille modtagelige og skrøbelige barn. Dets overlevelsesstrategier er sat i sving, det begynder ubevidst at tro, at den hvide dukke (det hvide barn) er både smukkere, sødere og klogere.
Racismens strukturelle budskab sniger sig ind i det lille barns underbevidsthed og forhindrer en italesættelse af den konflikt, som naturligt opstår i sammenstødet mellem den indre bevidsthed om selvet og samfundets modsatrettede blik. Sammenstødet får barnet til at føle sig forkert – at det er ’mig mod dem’ (nogle danskere siger: os og dem) – kampen bliver opgivet på forhånd - og der skal mange mentale kræfter i opvæksten og som voksen til at få styr på selvets reelle værdi, inkluderet selvanerkendelse og selvrespekt – og respekt og kærlighed for fødselsfamilien – den adopterede stiller sig selv spørgsmålet: hvorfor har jeg ikke fået at vide, hvem min oprindelige familie er – og måske ’ubevidst’: hvis min fødselsfamilie ikke er værd at kende, så er jeg heller ikke selv noget værd.
Hvilken indflydelse har den strukturellehverdagsracisme på den transraciale adopteredes selvforståelse, identitet og mentale sundhed?
Børns og fødselsfamiliers rettigheder.
Ofte beskrives barnets tarv som fysiske og psykiske behov. Men barnets tarv starter med barnets fundamentale rettigheder. IFN-konventionen[9]om barnets rettigheder fra 1989 står der blandt andet, at barnets ret til atbevare sin identitet skal respekteres, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold. Både barnet og fødselsfamiliens rettigheder skal beskyttes!
I EU’s Charter for fundamentale menneskerettigheder vedtaget af EU-landene i 2000[10] med juridisk bindende virkning med Lissabontraktaten fra 2009 står der i artikel 24 stk. 3, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Denne ukrænkelighed af menneskets værdighed har betydning for fødselsforældre og deres børns ret til at kende hinanden og vokse op sammen.
Når staten fra et barns fødsel ikke beskytter dette barns fundamentale og universelle rettigheder, så har det en negativ indflydelse på dette menneskes trivsel hele livet.
Kontakt til psykologer og alternativebehandlere
Jeg har spurgt forskere og vejledere indenfor postadoption, om de har tal på de adopterede som én eller flere gange har søgt hjælp fra psykologer, præster, alternative behandlere, eller det der i dagkaldes for ’life-coach’ – Jeg har ikke fundet statistik på området.
Et af svarene på spørgsmålet er, at der er transracialt adopterede, som ikke har tillid til etnisk danske psykologer og alternative behandlere, fordi den transracialt adopterede ikke på forhånd kan vide, om han/hun vil blive mødt med racistiske fordomme. Derfor foretrækker mange adopterede at snakke med ligestillede venner eller søge hjælp hos alternative behandlere med lignende adoptionsbaggrund som deres egen.
På spørgsmålet til mine kontakter, om de kenderadopterede, som aldrig har søgt alternativ hjælp til adoptionsproblematikker, så er svaret overordnet, at man kun kender ganske få.
Afsluttende kommentarer
Jeg blev bedt om at skrive om adopteredes mentale sundhed eller mangel på samme. Det siger jeg tak for. Nogle adopterede vil nokkalde deres bortadoptionen som deres skæbne og derfor uden yderligere kommentarer tage deres livsvilkår på sig med taknemlighed. Andre vil kalde det overtrædelse af barnets og fødselsfamiliens grundlæggende og urokkelige rettigheder og handel med børn.
Under alle omstændigheder så er den transnationalt adopteredes vilkår ofte så belastende, at dens mentale sundhed er voldsomt udfordret enten bevidst eller ubevidst.
En stærk psykisk robusthed er en nødvendig kompetence hos den adopterede for at acceptere livsvilkåret som transracialt adopteret –eller adopteret i det hele taget. For de fleste er det en hjælp at søge omsorg og trøst fra en anden person med bred indsigt i globale psykosociale kompleksiteter.
Overlevelsesstrategier hos den adopterede bliver ofte af adoptivforældre, af samfundet og af lægevidenskaben forvekslet med mentale forstyrrelser, som i virkeligheden er naturlige reaktioner på et sygeligt system.
ml/4. maj, 2021
[1] https://www.sst.dk/da/Viden/Mental-sundhed
[2] https://www.publichealth.com.ng/mental-health-definition-by-who/
[3] https://www.who.int/westernpacific/health-topics/mental-health
[4] Freudsteori har afgørende betydning for barnet i 3-4-årsalderen for dannelsen afselvet, egoet og seksualiteten
[5] UgeskrLæger 168/41 | 9. oktober 2006, 3507, Videnskab og Praksis | Oversigtsartikel
[6] . A) Clothier F. The psychology ofthe adopted child. MentalHygiene 1943;27:
222-6.www.darkwing.uoregon.edu /okt. 2005. B) Jacobs W. Known consequencesof separating mother and child at birth and implications for further study. AKeynote Adress 1996. www.angelfire.com/
or/originalnsw/wendys_pres.html01 /sept. 2005. C) Verrier N. The primal wound: Legacy of the adopted child.The effects of separation from the birthmother on adopted children. AmericanAdoption
CongressInternational Convention 1999, April 11-14, Garden Grove, California.www.geckotech.com /okt. 2005. D)
AliZ, Lowry M. Early maternal-child contact: effects on later behaviour. Dev MedChild Neurol 1981;23:337-45.
[7] https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/arv-og-miljo-psykologi-personlighed
[8] https://www.vive.dk/da/udgivelser/at-vokse-op-som-adopteret-i-danmark-5678/
[9] https://www.unicef.dk/boernekonventionen-og-boerns-rettigheder/
[10] https://fra.europa.eu/da/eu-charter/article/1-den-menneskelige-vaerdighed
